Omkring Liège - en artikel fra WeBike Avisen forår 2014

Liège-Bastogne-Liège

 

Omkring Liège

 

I 2009 kørte Jakob Kristian og jeg ned til Liège-Bastogne-Liège, for vi havde indgået et slags væddemål med selve byen, om at Andy Schleck ville vinde suverænt.

 

Vi mente, at det var på tide, at han viste lidt af den klasse, alle i branchen talte om, han havde. Væddemålet gik ud på, at hvis Andy vandt, ville vi leje en lejlighed i byen. Vi var her så tit, når vi fulgte forårsløbene, og i længden kunne det betale sig at have et slags hjem stående i Belgien. 


 

  Liège-Bastogne-Liège

Liège ligger i dalområdet og på begge sider af floden Meuse. Som Wallonienes gamle industrielle rygrad er det skorstene og kabelmaster, man ser først, når man ankommer til byen. Så dukker alverdens antenner og kirkespir op, og de lidt tilfældigt placerede skyskrabere i og omkring byen. Senere er det jernbanestationer og flodpramme og lastbiler, og til allertilsidst det generelt omsiggribende og absolutte virvar af arkitektur og perioder og stilarter. Pludselig ser man alt moradset folde sig ud, og enten føler man det hele klaustrofobisk og skrækkeligt grimt. Eller så føler man sig lykkeligt forbundet. Se. Nogle gange møder man mennesker og byer på det rigtige tidspunkt i livet. Eksempelvis skulle jeg være over 30 år gammel for at falde for en by som Liège. Paris kan alle falde for når som helst. New York, også. Sydney, Tokyo, Rom og Milano. Men de dér mellemstore byer, som man passerer på motorvejsnettet, ja, dem skal man altså være lidt ældre for at forstå. Eller. Mere moden. Eller. Mere modig. Ja. Modig. Det kræver mod at falde for en by som Liège. Eller Roubaix, Lille, Bilbao og Torino. Sheffield. Slidte, grimme byer. Rodede steder. Enhver idiot kan falde på røven over Eiffeltårnet og Triumfbuen. Det er meningen med dem. Colloseum, også. Domkirken i Milano. Men hvad med en beskidt flod gennem en smadret bydel eller en klump rustne kraner på kajen i Hamburg? Der er også skønhed i grimhed, og som sådan skal Liège vejes, synes vi.

 


 

  Liège-Bastogne-Liège

Så vi kørte afsted. Og da løbet indfandt sig på Côte de la Redoute stod vi sammen med Philippe Gilberts fanklub og drak et par øl. De var blev lovet en sejr af walloneren, og han stak da også godt 30 kilometer fra mål og fik cirka 30 sekunders forspring, inden Andy sprang efter. Ja, Andy stak på Côte de la Roche aux Faucons, løbets næstsidste stigning, og han passerede Gilbert, som ikke kunne hægte sig på, og luxembourgeren kom således ind alene, den ene arm i vejret mod en grå himmel!

 

Lige før han ankom, kastede vi bilen ind i Ans og Jakob Kristian spurtede mod stregen, mens jeg hasarderet parkerede Volvoen og klippede næsten, næsten, nej, okay, jeg klippede faktisk en mtorcykel fra L’Equipe inde i presseområdet. Og da jeg løb hen mod målet, så jeg storebror Frank komme ind i en større gruppe efter Andy, han slap styret og kørte med armene i vejret de sidste 200 meter mod mål, for nyheden havde nået ham, og aldrig havde en storebror set mere stolt ud.

 

Det var ikke hvem som helst Andy havde udmanøvreret undervejs. På andenpladsen kom Joaquim Rodriguez cirka halvandet minut efter. Derefter en større gruppe bestående af blandt andet Davide Rebellin, Philippe Gilbert, Simon Gerrans, Damiano Cunego og Samuel Sánchez. Ingen i Liège var den dag i tvivl om, at man havde set begyndelsen af en ny æra. Ved podiet stod Bjarne Riis, Kim Andersen og Brian Nygaard som tre vise mænd der netop havde spottet deres ledestjerne. Andy var ung og befippet og lod sig overgramse af hele cykelbranchen. Forældrene græd. Alle græd og pengepræmien ville han senere bruge på at købe en sø og en hytte på hans hjemegn!

Senere fortalte Brian Nygaard, at han havde haft svært ved at fatte omfanget af sejren. Som pressechef havde han haft rigeligt at forholde sig til på selve dagen, og det var først morgenen efter, i flyet på vej hjem - da han slog op i avisen og så Andys ansigt - at han egentligt forstod, hvad der var sket, og pressechefen sad således småhulkende af lykke, helt alene og hip som ind i helvede 10 kilometer oppe i luften.

 

Liège-Bastogne-Liège

 

Liège-Bastogne-Liège

Lejligheden i Liège blev i stedet til Hotel Metropol. Vi havde foræret ejeren et flot billede af os selv, host, en digtsamling af Peter Laugesen, mere host, og der stod en flaske Pastis under disken med vores navn på. Ingen host. Vores internationale post begyndte at ankomme der, og det var måske fjollet, men det fik os til at tage det alvorligt, dét at rejse ud, dét at blive ved med at insistere på, at der fandtes en plads til os i en branche som allerede var overbefolket af journalister og fotografer. Jørgen Leth bød os hjerteligt velkommen. Han mente, at der var brug for os. Der var brug for fortællere i en branche, der var blevet indkapslet af kritiske journalister hvis ynglingsbeskæftigelse lod til at være blot at rode i skraldespande. Sådan så det ud. Dopingen var på alles læber og ingen talte om selve cykelløbene. Det kunne vi ikke forstå. Hvor var begejstringen for selve løbene? Hvorfor skrev ingen det? Hvad havde tiltrukket masserne i vejkanten fra begyndelsen af? Hvorfor tog fotograferne kun billeder af vinderen?

 

Tilsidst gav det pote. I løbet af et par år fandt vi arbejde ude i Europa. Vi begyndte at få rejserne betalt. Honorarer tikkede ind, og tingene eskalerede stille og roligt men dog støt fremad. Folk udgav og brugte vores materiale. Herhjemme. I England. Holland. Belgien. Magasin-artiklerne blev længere og længere, fotoopgaverne blev større og tilsidst - det var sidste år, mens vi sad på køleren af vores bil et sted i Slovenien og delte en skål suppe - besluttede vi os for at skrive en bog. En hel bog. Med kapitler og alt muligt i!

 

Fandme, så, sagde Jakob Kristian.

 

Fandme, så, sagde jeg og senere sagde også Gyldendal også fandme, så!

 

Bogen, som dybest set handler om, hvad der sker ude på landevejen i en cykelsæson, udkommer i april, og i samme måned kører rytterne i Liège igen som afslutning på Ardennerugen. 100-års jubilæet må få forhåndsfavoritterne til at anstrenge sig ekstra. Det må vi gå ud fra. Dan Martin, den forsvarende mester. Purito og Valverde. Et par russere vil altid gøre sig gældende, måske føler Rui Costa sig inspireret af at være iført regnbuetrøjen og hvis Vincenzo Nibali stiller op, må han også anses som værende en af de største favoritter.

 

Her er, hvad vi anbefaler: Se starten på torvet. Det er et flot brostensbelagt torv, omringet af enorme bygninger, og hvis man er vild med cykelryttere og gamle stjerners autografer, er det et godt sted at indfinde sig. Alle er i godt humør, når et Monument skal køres, stemningen ved busserne er elektrisk, alle er til stede ved et løb som Liège-Bastogne-Liège, og de stiller gerne op til et billede eller to. Efter starten er gået skal du køre til Bastogne, få pommes frittes og en snasket burger, for du er i Belgien og kan ligeså godt komme igang! Så tager du en kaffe og ser rytterne komme ind og vende om i byen. Derefter fræser du videre, og stiller bilen i bunden af stigningen og begiver dig på fod op ad på Côte de la Redoute. Der er fyldt med fans og en fandens larm. Det er det tætteste, man kommer på en bjergetape i Touren. Her er virkelig stemning! Feltet vil blive strukket ud, og der er mulighed for at løbe lidt om kap med dem, hvis man er til den slags sport. Men pas nu på! Lad være med at vælte dem, for du render ind i øretæver bagefter. Det viser tv-billedet naturligvis aldrig, for løbet kører videre, men der er knytnæver til synderen, og ingen fans stiller sig imellem.

 

Tilsidst fræser du til stregen i Ans og klapper af Chris Anker, når han omsider skifter alle de andenpladser ud med en ordentlig førsteplads og sætter forhåndsfavoritterne skak med et ryk i bunden af Côte de Saint-Nicolas. For alle vil vente på, at de andre skal lukke hullet, men hvem springer afsted først. Det er ikke et umuligt eventyr for uldjyden at fuldføre.

 

Er det? Gu er det ej!

 

Tekst: Morten Okbo

Foto: Jakob Kristian Sørensen

Artiklen fra WeBike Avisen 011 Forår 2014