At overvinde bjerget – Monte Serra

At overvinde bjerget

At overvinde bjerget – Monte Serra

Sagen er den. Bjerget er en konstant. Antennerne på toppen ses tydeligt nede fra den italienske by Lucca, og de fungerer som en slags påmindelse om bjergets eksistens. Ja. Og derfor tænker man på bjerget. Selv om man burde lade være. Nemlig. Man skal forsøge at undgå at tænke på bjerget. Hvilket selvfølgelig gør, at man aldrig ikke tænker på det. Med andre ord: bjerget fungerer som en slags permanent øvelse i forglemmelse.

Det er svært at beskrive. Men det er sådan, rytterne har det. Bjerget er ufærdigt. Og grunden til dette er, at der aldrig bliver kørt væddeløb deroppe. Man kan ikke overmande det, man kan ikke besejre det, man kan ikke vinde, fordi hver gang man kører bjerget, kæmper man mod sig selv.

Man tester kun sig selv på det bjerg.

Det er forbundet med en masse pres, når du kører derud. Du skal sætte dig selv op. Du har tænkt længe over det, og i går aftes spiste du pasta og en hulens masse af det. Så lavede du måske strækøvelser. Du gik i seng tidligt, men kunne ikke sove. Her til morgen spiste du meget mad, men du var ikke sulten. Sludder. En rytter er altid sulten. Med mindre han er syg.

Du er ikke syg.

Og nu er det næste morgen, og du sidder på cyklen. Du er forberedt. Nej, jeg er ej. Jo, du er. Slap af. Du kender din egen tid på bjerget. Måske de andre rytteres tid. Men det er lige gyldigt. De andres tider er ikke vigtige. Du vil bare ikke gøre det alt for dårligt i dag. Det er egentligt det hele. Hmm. Sådan tænker du over det. Lidt defensivt. Fem kilometer senere på vej hen mod foden af bjerget, går det bedre. Faktisk tror du, at du kan slå din egen tid. Ja. Du tænker, at det kan du sagtens. Hvis du gider. For man kunne også bare køre en anden vej. Sådan kører tankerne frem og tilbage: Jeg kan slå min egen tid. Eller. Jeg kan dreje fra og køre et andet bjerg. Jeg kan slå bjerget, eller jeg kan lade være med at prøve. Ja. Nej. Slap af. Træk vejret.

Hele vejen hen til foden af bjerget tænker du på at slappe af. Slap af, tænker du. Kør økonomisk. Brug hovedet. Lad være med at fucke det op i de første tre sving. Så brænder du ud. Brug hovedet. Som du kommer nærmere, begynder du at tænke på selve bjerget. Terrænet. Hårnålesvingene. Du kender det godt. Du har været her mange gange. Du ved, hvor du skal være efter fire minutter. Efter syv. Hvis du skal lave en god tid. Du ved, hvordan dine ben skal føles. Din vejrtrækning. Dine watt. Som altid ved du alt, hvad der er værd at vide om det bjerg. Du ved alt om den test. Men ingenting om dine ben.

Buti  

Buti. Du drejer fra ved byen Buti. Parkeringspladsen er fyldt i dag, tænker du. Udenfor et hus står en rød Vespa. En kvinde og et barn. Glem dem. Glem Vespaen og slap af. Du kører igennem byen indtil det første punkt – det første hårnålesving. Dér er det. Der begynder testen. Du ser hjørnet. Objektivt er det et perfekt hjørne til at sætte et angreb ind. Vejen falder lidt, nok til at slå over på stor klinge, blæse rundt i venstre kurve og forsvinde op og rundt i det første hårnålesving. Pludseligt føler du dig meget stærk. Og du får en idé. En stimulerende idé. Terrænnet inspirerer dig. Du kunne simpelthen bare rykke nu! Afsted!

Nej. Nej, nej! Vent. Angrib ikke. Slap af. Slap af! Du bliver næsten ør. Træk vejret. Sådan. Find dit tråd, ja. Find det rette gear. Nemlig. 50 meter. Det her er det rigtige gear, tænker du. 30 meter. Nu er vejrtrækningen på plads. Du stoler på din krop. Du er i balance. Brug hovedet nu. Træk vejret og brug hovedet. 10 meter. Husk vejrtrækning. Og så. Og så. Og så fucking afsted nu!

Matti Breschel, Tinkoff-Saxo

Uger før en test – dengang vi kørte dem regelmæssigt, begyndte jeg at blive nervøs. Eller irriteret. De mindste ting kunne gøre mig udmattet. Om aftenen inden testen lå jeg og stirrede ud i luften. Alle mulige spørgsmål og kun ét svar: hvordan er benene? Cecchini hjalp mig meget med det bjerg. Og Bjarne. I dag holder jeg mig væk. Jeg ved ikke, hvilke tider der er sat. Og jeg vil ikke vide det.

Chris Juul Jensen, Tinkoff Saxo

Da jeg boede i Lucca blev jeg altid lidt provokeret af antennerne. Det var, som om de sagde; du ved, du skal herop, og du ved, det kommer til at gøre ondt! Det er som en lækker kvinde, man ikke kan forføre. Hele aftenen sidder hun i baren. Alle fyrene kommer frem, og hun tværer dem ud. Og alligevel kommer de igen. I Lucca kan man køre en masse forskellige bjerge, men alligevel tog jeg altid Monte Serra. Fordi rytterne altid har brugt bjerget. Og de vil nok altid gøre det. En god test kan løfte dig igennem dagen. En dårlig gør, at du ikke føler dig værdig som rytter overhovedet. Faktisk vil jeg sige, at jeg har et had/kærlighedsforhold til Monte Serra. Uden kærligheden! Lige meget hvordan en test var endt, vidste jeg, at jeg altid skulle tilbage og forsøge at slå min tid.

Anders Lund, tidl. professionel rytter 

Man er sat helt op. Og alligevel kan man glemme alt, hvad man har lært. Ofte kom jeg kun to minutter op ad bjerget. Så eksploderede jeg! Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har slået op i vejen, fordi jeg ikke kunne kontrollere mig selv. Og turen tilbage, ikk… Hovedet mellem skuldrene. Følelsen af at være en komplet idiot. Men de dage hvor det spiller… Du vil bare ud at køre løb med det samme! Man sidder og glor på den SRM-fil. Nej, man sidder og savler over den! Vi lavede mange tests, da jeg flyttede til Lucca. Rolf Sørensen tog os også med herned, inden vi blev proffer. Jeg lavede gode tider. En ung, tynd rytter kan lave et god tid på Monte Serra. Distancen er forholdsvis kort.

Om bjergetMonte Serra

 

 

Monte Serra er kendt som Cecchini-bjerget. Dr. Luigi Cecchini bor tæt på og har i årtier arbejdet og trænet ryttere her. Den italienske sportsdoktor udviklede programmet, skemaer og behandlinger, og han er anerkendt som den første til at anvende SRM-computeren i professionel cykling.

Se på listen her: Gianni Bugno. Franco Ballerini. Max Sciandri. Andrei Tchmil. Michele Bartoli. Rolf Sørensen. Bjarne Riis. Jan Ullrich. Tyler Hamilton. Mario Cipollini. Paolo Bettini. Alessandro Petacchi. David Millar. Ivan Basso. Thomas Dekker. Fabian Cancellara. Damiano Cunego. 

Dem – og en hel masse andre professionelle ryttere – har alle været under vingerne på den italienske doktor. Alle har lavet tests på Monte Serra.

Så hvem har rekorden på bjerget? Well. Rygter er der en masse af. Rygter og løgne kunne man forestille sig. Ingen snyd. Men løgne. Man kan ikke lave testen og ikke vide, hvordan det gik. Men man kan sikkert lyve om det bagefter. Før testen blev flyttet til Buti, havde Luc Leblanc rekorden. Men fra Sant’Andrea-siden, som er længere og mere stejl. Så overtog Francesco Casagrande rekorden. Siden Jan Ullrich – men han gjorde det fra Buti-siden. Ivan Basso har lavet utallige tests og en enkelt sommer i Tour de France form kørte han op på 16 minutter rent. To gange! Det er fem sekunder hurtigere end Michele Bartoli. Men David Zabriskie har slået Basso på en CSC-træningslejr. Damiano Cunego slog Bassos vintertid, som enten er 16.10 eller 16.45. Og et år, iført den gamle CSC-dragt, ordnede Jens Voigt hele banden på en træningslejr i et alle-mod-alle løb mod toppen. Men der findes ingen tid. Og nu bliver det mystisk. I 2006 sagde Paolo Bettini i et interview, at han havde kørt bjerget på 15.55 min. Det var tilfældigvis nøjagtigt den samme tid som Marco Pantani. Som ifølge folk i Lucca aldrig har kørt bjerget. Så altså. En masse rygter. I dag menes det, at Tyler Hamilton har rekorden. Ingen ved hans tid. Desuden er der ikke mange, som taler om ham mere.

Nå ja. Jeg har da også en tid. Men jeg kan ikke huske den.

Fakta

Monte Serra. Ved Lucca, Toscana i Italien.
Testen er 6.4 km. Start ved Buti. Stigningen er i gennemsnit 7,9 %.


 

Af Morten Okbo, skribent på Rouleur Magazine

 



Trustpilot